7 Tips Til En Bedre Fest

Her får du 7 tips til at komme hele vejen rundt i din festplanlægning, som er skrevet med udgangspunkt i min egen erfaring som festmusiker gennem ca. 20 år.

1. Beslut dig for hvorfor du holder fest

Det kan måske virke ligetil hvis anledningen er at du skal giftes, fylder rundt, eller at yndlingspoden skal konfirmeres.

Men spørg dig selv hvad du vil opnå med at holde festen.

Holder du fest for at modtage vennernes hyldest, for at samle familien eller for at slå et hul i jorden sammen med kollegaerne? Eller en kombination?

Spørg også dig selv hvilke minder du og dine gæster skal have med sig hjem, når festen er slut.

Læg en budgetramme for festen, så du ved hvor meget du cirka vil spendere.

Skriv dine overvejelser ned og tag dem med i din videre festplanlægning.

2. Skriv din gæsteliste

Når du har en ide om hvilken fest, du ønsker dig, skal du finde ud af hvem, du vil invitere. Her er det værd at overveje et par ting:

Skal der børn med til festen?
Hvis det er en børnefødselsdag eller en konfirmation, så skal der selvfølgelig børn med. Men et bryllup kan være både med og uden børn – det hænger igen sammen med hvilken slags fest, du ønsker dig. Til nogle fester er der børn med i starten af festen, men de hentes af bedsteforældre eller babysitter når middagen er forbi.

Til en firmafest er det værd at overveje om der skal inviteres påhæng med i form af ægtefæller eller kærester. En firmafest bliver ganske givet mere løssluppen uden påhæng, men med påhæng kan det være lettere at tale sammen på tværs om andet end arbejdet.

Skriv navnene ned i excel, så er det nemt at tælle sammen, når du skal give besked om deltagerantal til feststedet.

3. Vælg din toastmaster med omhu

Ikke alle fester behøver en toastmaster, men hvis festen indeholder indslag og taler, er det en rigtig god ide at have en kompetent person til at styre slagets gang.

En god toastmaster kan:

  • Lægge en plan og følge den
  • Koordinere
  • Skære igennem
  • Eksekvere
  • Udvise myndighed med humor (så gæsterne kommer ind til tiden efter rygepausen)

Middagen bliver nemt forsinket af diverse indslag, og derfor er det en fordel at have styring på hvornår der indslag, sange og rygepauser. På den måde kan stegen serveres mens den er varm, isen mens den er kold og brudevalsen kan nås inden midnat.

Kast blikket nedover din gæsteliste og vælg den person, der passer bedst i rollen som toastmaster (og spørg vedkommende på forhånd).

4. Book festlokaler i god tid

Holder du festen hjemme eller i et forsamlingshus, skal du bestille mad og drikke ude i byen, f.eks. fra et cateringfirma. Medmindre du selv laver maden selvfølgelig.

Hvis du booker lokaler på et hotel, et slot eller en restaurant er der i de fleste tilfælde mulighed for at booke en pakkeløsning med både mad og drikkevarer.

Har du ideer til udsmykning, belysning eller lignende, som kan understøtte festen på en god måde, så skal det også med i overvejelserne.

Overvej om der er behov for overnatningsmuligheder, eller om der skal være kort til offentlig transport (du vil sikkert gerne have at gæsterne tager hjem igen på et tidspunkt).

Budgettet spiller naturligvis ind på dit endelige valg, men når du booker i god tid har du bedre chancer for at få den løsning, du gerne vil have.

De mest populære feststeder bliver booket 1-2 år i forvejen!

5. Book musik i god tid

Musik er en stor del af at skabe god stemning til en fest. Der er mange måder at skaffe musik til festen på, for eksempel:

  • Din Sonos-højtaler, din smartphone og dit Spotify-abonnement
  • Bærbar computer med tilhørende højtalere og playliste
  • En jukebox
  • En DJ
  • Livemusik (band eller solist)
  • En kombination af ovenstående

Livemusik og DJ har den fordel, at du får professionel styring af musikken og at musikeren/DJ’en kan indrette sig i takt med festens udvikling.

Der er ingen tvivl om at livemusik og DJ påvirker folks danselyst langt mere end en bærbar computer ovre i hjørnet.

De mest eftertragtede bands/musikere/DJ’s bliver ofte booket et år i forvejen.

6. Skriv din indbydelse

Der er mange måder at invitere til en fest på.

Ville du invitere familie og venner til bryllup via en Facebookbegivenhed? Og ville du sende en håndskreven indbydelse med posten til kollegaerne, hvis du skulle invitere til firmajulefrokosten?

Er du helst fri for sangskjulere og skålsange, så er det en rigtig god ide at gøre opmærksom på det i indbydelsen.

Hvis du forventer sange og indslag, så giv gerne oplysninger om hvem, der står for musikken. Så kan de gæster, der har indslag, selv koordinere direkte med musikeren eller DJ’en. Det kommer der langt det bedste resultat ud af.

Tip: sæt scenen og forventningerne allerede i indbydelsen!

7. Indret festlokalet rigtigt

Under middagen bør du tænke over hvordan du placerer dine gæster i forhold til musikken. Hvis du har ældre gæster, som vil kunne føle sig generet af musikken, så placer dem længst væk fra højtalerne. Omvendt kan de lidt yngre gæster ofte godt abstrahere og snakke hen over musikken.

Placer musiker/band/DJ så musikken spiller ud på dansegulvet (eller der, hvor dansegulvet skal være efter middagen). Hvis der er en scene i lokalet, er det selvfølgelig oplagt at placere musikken der.

I mange forsamlingshuse er scenen en firkantet kasse i et “hul i væggen.”
Musikken bliver dermed “skudt” direkte ud fra scenen med retning mod endevæggen. Det skaber nemt mange refleksioner og kan give en følelses af rungen i lokalet.

I sådan et tilfælde vil det være bedre at placere musikken på gulvet, i øjenhøjde med gæsterne.

Tip: snak med din musiker/DJ på forhånd om lokalet så i sammen kan planlægge den bedste placering af musikken.

Skriv dine kommentarer og tips til festplanlægning i kommentarfeltet herunder, og del artiklen med en der skal til at planlægge en fest.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.